Bliv kontaktet

Har du brug for hjælp? Så ringer vi dig op


    It-sikkerhed i 2022

    Coronapandemien har været guld for IT-kriminelle, og virksomheder har måttet rykke i nye retninger, når det kommer til IT-sikkerhed. Nu påvirker krigen i Ukraine den digitale sikkerhed, fordi hackergrupper bruger IT-angreb som våben. Vi ser på IT-sikkerhedstrends i 2022.

     

    Hjemmearbejde, onlinemøder og digital kommunikation har præget de seneste år, hvor verden har været ramt af Coronapandemien. Det har betydet, at virksomheder har været mere sårbare, når det kommer til IT-kriminalitet, fordi arbejdet er foregået i cyberspace.

    Selv om vi så småt vender tilbage til noget, der minder om hverdag, er der ingen grund til at hvile på laurbærene, når det kommer til IT-sikkerhed. Krigen i Ukraine har nemlig øget cybertruslen, og Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen er meget alvorlig. Derfor bør danske virksomheder være grundige med IT-sikkerheden.

    Det kan være svært at vurdere, hvilke tiltag der skal til, men her guider vi dig igennem tre store trends inden for IT-sikkerhed i 2022.

     

    Kunstig intelligens

    Den første trend er IT-sikkerhed styret af kunstig intelligens. Kunstig intelligens kan identificere adfærdsmønstre, der stikker ud. Det kan især være i systemer, hvor der sker tusindvis af processer hvert sekund – det er nemlig et oplagt sted for IT-kriminelle at slå til. Men via kunstig intelligens bliver det opfanget, hvis der sker noget unormalt undervejs i de processer. Derfor kan kunstig intelligens være et oplagt IT-sikkerhedsredskab for din virksomhed.

    Dog kender de IT-kriminelle også til fordelene ved kunstig intelligens, og det kan være et værktøj, de benytter i deres cyberangreb. Men det eneste, der kan bekæmpe kunstig intelligens, ér kunstig intelligens.

     

    Ransomware

    Egentlig er ransomware ikke et IT-sikkerhedskneb. Det er betegnelsen for angreb, hvor IT-kriminelle hacker sig ind i en virksomheds system, låser filerne og kræver betaling for at låse dem op igen. Ransomware-truslen vokser, og derfor er anden trend inden for IT-sikkerhed at opruste imod et sådant angreb. Det kan nemlig have store konsekvenser for virksomheder, hvis ikke de har adgang til egne data, da de i mange tilfælde vil være afgørende for for eksempel at opretholde produktionen.

    Datatilsynet anbefaler, at man som virksomhed beskytter sine systemer med en firewall, tjekker backups jævnligt og forklarer medarbejderne om fremgangsmåden for disse angreb, så de bliver mere kritisk stillede over for mails udefra.

     

    Internet of Things

    IoT, Internet of Things, er blevet betragtet som en trussel for IT-sikkerhed længe. I 2022 forventes det, at antallet af enheder, der er tilsluttet internettet, vil nå op på 18 milliarder. Det medfører selvfølgelig, at IT-kriminelle har endnu flere muligheder for at nå ind i sikre digitale systemer. Tidligere har IT-kriminelle eksempelvis hacket sig ind via køleskabe eller elkedler for at få adgang til netværk, hvor computere eller mobiler med værdifulde data har været tilsluttet. I 2022 vil vi helt sikkert fortsætte med at se angreb på IoT-enheder, og derfor er det vigtigt, at du som leder uddanner dine medarbejdere i IT-sikkerhed og IT-brug og vælger nogle solide IT-sikkerhedsløsninger. På den måde sikrer du de bedst mulige forudsætninger for at kunne undgå angreb fra IT-kriminelle.

     

    Hvorfor er IT-sikkerhed vigtigt?

    De tre beskrevne trends er blot nogle af de våben, din virksomhed kan bruge i kampen mod IT-kriminelle. Grundlæggende er antivirus, firewall og backup nogle af de helt centrale elementer i digital sikkerhed. Men hvorfor er det så vigtigt, at man tager sikkerheden alvorligt som virksomhed?

    Det er det, fordi det i værste fald kan true virksomhedens eksistens, hvis ikke der er styr på IT-sikkerheden, når virksomheden bliver ramt af et cyberangreb. Derfor er det en vigtig investering - særligt nu, hvor cybertruslen er alvorlig.

    Hvis du er i tvivl, om din virksomheds digitale sikkerhed er holdbar, eller hvis du ikke helt ved, hvor du skal starte, så bør du tage fat i din IT-rådgiver, som kan vejlede dig i en mere sikker retning.

    Kontakt os











      linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram